Borgerforeningen i Gentofte

Du er her: Hjem > Tidligere arrangementer 2018

Tidligere arrangementer 2018

 

 Vinsmagning
 
 
Nogle af foreningens medlemmer var til vinsmagning i Vinoteket i Gentoftegade i går.

Vin smagningen foregik i Vinoteket’s flotte vinkælder, der emmede af vin-/flaske atmosfære.

Det var en af de mange traditionelle aktivitetsoplevelser, som Gentofte Borgerforening tilbyder deres medlemmer.

Der var stort fremmøde, og Anders Højby Nielsen fra Vinoteket fortalte om de 7 udvalgte vine, som alle kom fra Spanien.
Da vi var igennem ca. halvdelen af vinene blev der serveret diverse ost og pølse.

Der var lagt en fin oversigt over de 7 vine og et kort over Spanien, så man kunne se hvor vinen stammer fra. En af vinene var fra Mallorca.
Smagningen afsluttedes med en skøn Creme Brulee, og efterfølgende var der mulighed for at købe den smagte vin til en reduceret pris for deltagerne.
 
 På billederne ses Anders Højby Nielsen skænke en af de 7 vine ud til deltagerne.
 
Foto : Holger Hagelberg

A N D E S P I L

Tirsdag, den 13. november 2018 kl. 18.00

 

En rigtig Gentofteaften på Strandlund

Tirsdag den 13. november afholdt Gentofte Borgerforening det populære og traditionelle andespil på Restaurant Strandlund.
Salen var fuld af oplagte og spilleglade medlemmer. Deltagerne havde en dejlig og god aften på Strandlund.
Først blev der serveret andesteg og pandekage med is.
Efter en dejlig middag gik det traditionelle andespil i gang – "bingo banko" – som trak fulde huse.
Dets popularitet er steget – måske fordi alle præmier for fuld plade nu er store flotte kurve doneret af håndværkere og handlende i Gentofte.

I år var kurvene sponsoreret af: Frisør Zangenberg, Guldsmed Poulsen, Falsing VVS & El, Glarmester A. Guhle & Søn, SIF Gruppen, Entreprenør EK Entreprise, murermester Lars Guhle, fuglekonge Peter Ortmann og Gentofte Borgerforening. Det er positivt at se, at også de unge kommer til arrangementet.

Der blev spillet 12 fulde plader.

 

Fotos: Holger Hagelberg

På billederne ses Formanden Kjeld Hansen og Bestyrelsesmedlem Ida Vedel, som præsenterer de 12 flotte kurve som hovedgevinster, de var doneret af kendte håndværkere og handlende, samt Borgerforeningen og Fuglekongen Peter Ortmann, til de 12 bankospil – fuld plade – og på det andet billede byder Formanden Kjeld Hansen velkommen. Til venstre forrest sidder Bestyrelsesmedlem Michael Hogrefe.

 

 

 

VINSMAGNING

16. OKTOBER 2018 KL. 18.00

 

Lars Byager fra Vinoteket vil tage os på en vinøs rundtur i Spanien. Under vinsmagningen vil der være lidt pølse, ost og brød, samt en lille dessert til sidst.

Tilmelding til vinsmagningen starter allerede nu, og der er begrænset deltager antal på max. 20 personer så hurtig tilmelding tilrådes.
Tilmelding er bindende.

Prisen er kun kr. 175.- p.p., som bedes indbetalt senest den 6. oktober 2018 til Nordea, reg.nr. 2135 konto nr. 8973 889 541. Husk at anføre navn.
Tilmelding til info@gentofteborgerforening.dk eller til Ida Vedel på tlf. 22 15 80 04 senest 6. oktober 2018.
Mødested: Vinoteket, Gentoftegade 54, 2820 Gentofte.


-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-

Grønnegårds Teatret

 

 


tirsdag den 7. august 2018 kl. 19.30

Om MISANTROPEN: Den strengt moralske Alceste er en del af det gode selskab, men frastødes af sin samtids overfladiskhed og evige fremvisning af egen succes.
Han er i gang med et korstog mod den falske, hykleriske og ansvarsløse omgangstone, der hersker.
Alceste kræver absolut ærlighed, uanset konsekvenserne. - Og så han er forelsket, 
- Forelsket i Célimène, der er mester i bagtalelse og endeløs flirten; alt det der er Alceste så inderligt imod.
Alceste må vælge mellem kærligheden og sine principper: Hvor meget vil han betale for kærligheden … for sin kompromisløshed?

Medvirkende:Nicolas Bro, Sonja Richter, Mads Wille, Laura Bro, Charlotte Fich, Patrick Baurichter, Nicolai Jørgensen m.fl.

Iscenesættelse: Madeleine Rønn Juul Scenografi og kostumer: Manfred Blaumeier

Forestillingen varer ca. 1 time og 40 minutter og spiller uden pause.
I teatrets spilleperiode åbner Designmuseum Danmarks smukke have for publikum kl. 17.30, hvor der er mulighed for at nyde picnic i det grønne, inden aftenforestillingen starter.
Man er velkommen til selv at medbringe mad og vin, men det kan også købes i Café Grønnegården.
Picnicposen skal betales ved bestilling, hvilket er senest 3 dage før forestillingen.
Dette kan ske på denne hjemmeside.

PÅKLÆDNING: Det er altid tilrådeligt at klæde sig på efter vejret. Selv om solen skinner i løbet af dagen, kan det godt blive køligt, når den går ned. Tag derfor ekstra tøj med, så I ikke kommer til at fryse. Tæpper og puder til at sidde på er også en god idé, især hvis man planlægger at spise sin mad inden forestillingen.

Den 29. juni 2018 er sidste frist til at bestille billetter til forestillingen.
Prisen er kun kr. 350.-(med rabat og de bedste pladser), som bedes indbetalt senest den 29. juni 2018 til Nordea, reg.nr. 2135 konto nr. 8973889541. Husk at anføre navn. Tilmelding til info@gentofteborgerforening.dk eller til Ida Vedel på tlf. 22 15 80 04.

Grønnegårds Teatret | Bredgade 66 | 1260 København K

 

Læs mere om Misantropen under Kommende arrangementer 2018.

BAKKETUR

21. juni 2018 går turen igen til Dyrehavsbakken.

Vi mødes kl. 17.30 ved Bondestuen.

Det foregår på restaurationens 1. sal (hvor vi har vores eget lokale), og hvor der er bestilt en lækker 2 retters menu (drikkevarer for egen regning).
Bagefter er der bestilt billetter til 140-årige Bakkens Hvile.
Bemærk, at det er gode A+ billetter. Prisen for arrangementet er kun kr. 500,-.
Tilmelding til Bakketuren starter allerede nu, og med vores erfaringer fra de tidligere år (sidst i 2013 blev alt hurtig overtegnet) må hurtig tilmelding tilrådes. Tilmelding er bindende.
Sidste frist er den 2.6. 2018 til Ida Vedel på tlf. 22158004, eller info@gentofteborgerforening.dk .
Forudbetaling sker til vores konto i Nordea - reg. nr. 2135 konto nr.  8973 889 541 senest den 10. juni 2018. 

-o-o-o-o-o-o-o-o-o- 

 

GRØNSUND

 

Onsdag den 25. april 17.00
Kanalrundfart, Færgen Grønsund, musik og god mad.


En af borgerforeningens store succeser gentages. De fleste har hørt om den, men alt for mange fik ikke lejlighed til at deltage, derfor er den her igen.
Vi går om bord i vores egen kanalrundfartsbåd, hvor vi får en times sejltur i kanalerne, alt imens en kyndig guide fortæller om alle de seværdigheder, som kan beses på turen.
En af de bedste og smukkeste måder at se den maritime hovedstad på, er fra vandsiden.
Under sejladsen vil for- & næstformand beskænke Borgerforeningens medlemmer, - i rigelige mængder.
Så ankommer vi alle i højt humør til Restaurationsbåden Grønsund, hvor der venter os det dejlige kolde bord.
Medens vi spiser, vil kaptajnen fortælle sømandshistorier, og til sidst, - hvis vores kræfter slår til – og det gør de – vil vi få lejlighed til at udøve vores stemmer med kaptajnen, som istemmer med sin harmonika.
Hvad koster så alt dette. Kun kr. 340.- pr. person, eksl. drikkevarer ombord på Grønsund.
Mødested: Ved broen (Nyhavnsbroen) som går over Nyhavn til den pæne side, (dvs krydset Nyhavn/Holbergsgade). Kom i god tid.
Tilmelding til arrangementet Grønsund kan ske allerede nu. Tilmelding er bindende.
Sidste frist er den 10. april. 2018 til Michael Hogrefe tlf. 31506250 og Ida Vedel på tlf. 22158004, eller info@gentofteborgerforening.dk .
Forudbetaling sker til vores konto i Nordea - reg. nr. 2135 konto nr.  8973 889 541 senest den 10. april 2018.

 -o-o-o-o-o-o-o-o-o-

 

« forrige  |   top  |   næste »

Powered by CMSimple | Template by CMSimple modified by djurhuusweb.dk | Login